ProduktionerOm sand tvKontakt

Generation Reality

Temalørdag - Dokumentar  |  DR2
Vi er gået fra at følge janteloven til at dyrke X-factor loven, mener en samfundsforsker. Og casterne til reality-programmerne kan se, at de unge hele tiden går længere og længere for at blive den næste store stjerne.
De unge er parate til at gøre hvad som helst og smider gerne både tøjet og dyrker sex for rullende kameraer. Alt sammen med det formål at blive kendt.
DR2 Tema stiller skarpt på de mange unge, som drømmer om at blive en del af et tv-program og om et liv på den røde løber. For hvad er det der driver dem? Og hvad kommer det til at betyde for dem og for vores samfund? Og hvad siger forældrene?
Kom indenfor hos Amalie, der har opnået at få sin helt egen programserie på TV3. Her har hendes mor bevidst valgt at tage del i denne livsførelse, selvom hun hellere så, at Amalie tog en uddannelse.
14-årige Katrine går med drømmen om at blive Paris Hilton og går til et hav af auditions, selvom det går ud over hendes skolegang.
Kom helt tæt på reality-kongen Sidney Lee, der har Danmarks rekord i at være med i flest tv-programmer. Han elsker at være på og er så stolt af sit liv, at han nu har fået udgivet sin egen biografi. Men hans valg om at blive reality-stjerne har store omkostninger i hans privatliv.
For berømmelsen har en bagside, fortæller både Biker Jens og Dildo Jill, der var Danmarks første reality stjerner. Og hvad sker der, når rampelyset slukkes og man ikke længere bliver inviteret med til de fine premierer?

Godnat - og sov så for helvede!

Temalørdag Dokumentar  |  DR2
Markedet bugner med selvhjælpsbøger med gode råd og tips til at få styr på børnene. Men hvad nytter det hvis den moderne forælder ikke tør stille krav?
Mød to familier, der kæmper med opdragelsen og som er ved at blive vanvittige af mangel på søvn og af mangel på respekt - og se hvilken hjælp de får når Lola Jensen træder til.
Vær enig eller uenig når Thomas Blachmann, Mads Christensen og Anne-Grethe Bjarup Riis giver de danske forældre tørt på og lyt med, når Bertel Haarder, Susanne Bjerrehus m.fl. fortæller om, hvordan de blev opdraget.
Det hele bakkes op af en spritny undersøgelse, som afslører hvilke problemer danske forældre slås mest med i opdragelsen.
Så bliv meget klogere på dine børn og dig selv, når vi åbner op for en temaaften fuld af gode råd, sjove anekdoter og kærlige klask.
For spørgsmålet er, om det egentlig er forældrene eller børnene der trænger til opdragelse? Godnat - og sov så for helvede!

Danskernes egne historier

Temalørdag - Dokumentar  |  DR2
Programserien Sjæl og Videnskab har fået mennesker fra hele landet til at kontakte Thomas Breinholdt med deres egne beretninger om uforklarlige hændelser.
Vi møder en lang række danskere, der alle har haft oplevelser udover det sædvanlige og som nu vælger at stå frem og fortælle om det.
Mød bl.a Carsten som fik ondt i hjertet på en rejse til USA og efterfølgende fik at vide, at hans mor var død på nøjagtigt sammen tidspunkt.
Og følg med når Maja, der lige fra hun var lille pige, har kunnet huske ting fra et tidligere liv, for åbent kamera går på jagt efter sandheden. Kan Maja få bekræftet sine erindringer og har hun overhovedet levet et tidligere liv?
Vi besøger også forfatteren Rune T. Kidde, takt og tone-eksperten Bill Holmberg og komikeren Thomas Hartmann og kommer tæt på deres meget personlige oplevelser med det uforklarlige.

Rock N' Roll Camping

SBS
Sidney Lee er kendt for at være kendt. Og den almindelige opfattelse er, at han intet kan. Nu har Sidneys to bedste venner fået nok af hans dovne livsstil og manglende viden om, hvad der foregår udenfor den lukkede kreds i København, så de stiller Sidney den ultimative udfordring – at prøve kræfter med den helt almindelige, barske virkelighed.

Vi følger Sidney, Dennis og Casper, når de gennem en måned rejser rundt i landet med deres campingvogn. På turen indlogerer drengene sig hos helt almindelige danskere og indgår i deres helt almindelige hverdag. Det er Sidneys mulighed for at vise, hvad han er lavet af. Det er Rock´n´roll Camping.

De Unge Mødre

Real life format  |  SBS, Kanal 4
De Unge Mødre er Danmarks historiens stærkeste Real life format, med mere end 250 afsnit og genudsendelser i de skandinaviske lande.

Formatet går helt tæt på danske piger der bliver mødre før de knapt nok selv er voksne. Serien følger dem i de udfordringer det nye liv byder de unge mødre, et liv der leves meget på trods, men altid er fyldt med tro på fremtiden og masser af kærlighed til deres børn.

De Unge Mødres Drøm

Makeover-format  |  SBS, Kanal 4
3 unge mødres liv bliver revolutioneret af tre erfarne kvinder, der på 4 måneder sikrer, at de unge mødres livsdrømme går i opfyldelse.

At blive mor før man selv er voksen har store konsekvenser. Ofte står pigerne alene med deres nyfødte børn. De har svært ved at tage en uddannelse. Venner og veninder forsvinder. Hvis de ikke får hjælp kan det gå helt galt.

De Unge Mødres Drøm, får pigernes potentiale som mennesker til at blomstre og deres drømme til at gå i opfyldelse.

Restaurant i Stuen

Livsstilsformat  |  TV2
I Danmark drømmer mange par om at åbne deres egen restaurant. Programmet tester hvad det kræver og hvad parforholdet må stå model til, når huset er fuld af fremmede gæster. To par konkurrerer mod hinanden om at åbne den bedste restaurant i deres eget hjem på kun to dage. Det er gæsterne der afgører, hvem der vinder, ved at betale det de synes maden er værd. Det par der tjener mest vinder en gastronomiske rejse.

Singleliv

Real life format  |  SBS, Kanal 4
Singleliv er Real life formatet der giver seerne flirt, fest og frække aftaler. Formatet følger en række singler, der i hvert afsnit sætter alt ind på at finde den eneste ene.

Formatet går tæt på singlerne og de udfordringer de møder i jagten på kærligheden. Formatet er et fascinerende, rørende og underholdende indblik i de danske singlers liv.

Reportagen med Kaare Sand

Reportageserie  |  SBS, Kanal 4 og Kanal 5
Kaare Sand har siden 2004 gået på opdagelse i danskernes hverdag. I mere end 50 programmer har Reportagen beskrevet livet på godt og ondt. Alt fra unge autister, cuttere, anorektikere, stofmisbrugere til forældres kamp for deres hjertebørn og truckeres forsøg på at finde kvinderne i deres liv.

Vores første barn

Real life format  |  TV2
Vores Første Barn beskriver en række par, der står midt parforholdets største udfordring, de skal nemlig være forældre for første gang.

Vi følger dem igennem de glæder og udfordringer de møder – når to bliver til tre.

Stjernedrømme

Real life format  |  SBS, Kanal 4
Reportageserie om en lille gruppe danskere og deres kompromisløse jagt på at slå igennem indenfor showbiz. Stjernedrømme kommer helt tæt på håbefulde danskere, i deres jagt på succes og berømmelse – en jagt der byder på såvel skuffelser som sejre.

Tosset med kærlighed

Real life format  |  SBS, Kanal 4
Kærligheden er en svær størrelse - ikke mindst når man er udviklingshæmmet!

Alligevel jagter Jens og Sven drømmen om den eneste ene og med hjælp fra veninden Anne er ingen udfordring er for stor - for de er tosset med Kærlighed.

Reportageserien tager fat om et ellers tabubelagt emne; udviklingshæmmedes kærligheds- og sexliv.

Chris på Chokoladefabrikken

Livstilsformat  |  DR1
Sundhedseksperten Chris Macdonald er på sit livs opgave. På blot to måneder skal han ændre de ansattes dårlige vaner på Toms Chokoladefabrik, hvor der overalt står slikskåle med karameller, chokolade og andet godt til fri afbenyttelse.

Chris på skolebænken

Livstilsformat  |  DR1
Chris Macdonald er på sin anden store mission. Denne gang gør han op med det danske skolesystem, der er ramt af dovne, stressede og uoplagte unge. De unge motionerer for lidt, drikker for meget og spiser forkert. På Johannesskolen på Frederiksberg sender Chris eleverne ud på en rejse hvor træthed, vrede og afmagt bliver afløst af glæde, energi og højere karakterer.

For børnenes skyld

Dokumentar  |  TV2
Dokumentarprogram der følger en dansk og en ethiopisk familie mod to vidt forskellige mål. Gert og Henriette fra Holbæk i Danmark er på deres livs lykkeligste rejse til Afrika for at hente deres to nye adoptivbørn. Modsat står Sinkinesh og Husen, fra en lille landsby i Ethiopien, midt i deres største mareridt. De har besluttet at bortadoptere deres to mindste børn, efter forældrene har fået konstateret HIV.

Raja Bjarne

Dokumentar  |  DR1
Bjarne Landsfeldt er udnævnt til konge af Danmark inden for bevægelsen Transcendental Meditation. Han vil fjerne vold, ondskab og alle vibrationer i landet indenfor et halvt år. Dokumentaren giver et unikt indblik i en ellers ukendt og lukket verden, hvor Raja Bjarne blandt andet møder bevægelsens leder Maharishi Mahesh Yogi, som ligger for døden.

For farlig til frihed

Dokumentar  |  DR1
Dokumentar om Danmarks eneste behandlingsinstitution for kriminelle udviklingshæmmede, Kofoedsminde på Lolland. Sikkerheden er ekstrem høj fordi de indsatte har særligt grove forbrydelser på samvittigheden. Stedet er samtidig endestationen for mange af de indsatte.

Fra Skidt til Hit

Mockumentary  |  TV2 zulu
En mockumentary med Standup stjernen Dan Andersen i hovedrollen. Filmen kommer helt tæt på den unge kunstner i sine bestræbelser på at slå igennem som pop-stjerne, med hans første solo-udspil Megahit. I filmen får han råd og hug fra Lina Rafn, Infernal, Remee og Frank Hvam.